Forestil dig at styre en 500-hestes raket med sving, det ene skarpere og mere uforudsigeligt end det andet.
Montjuïc Cable Car er den bedste introduktion til Montjuïc Park Circuit. Når man svæver over Montjuïcs fyrretræsdækkede bakker i en kabine helt i glas, og kigger på banen fra oven, begynder man at forstå, hvad der gjorde denne bane så forførende og så frygtet. Den fejende udsigt over Barcelonas skyline, havet, der glimter i det fjerne, og så ... det pludselige fald på Mirador Corner, hvor racerbiler engang dykkede ned ad bakken med skræmmende hastigheder.
Hvis du vil spore omridset af dette tabte kredsløb, skal du starte fra begyndelsen. Oppe fra Montjuïc Cable Car ser banen ud som et bånd, der er kastet hen over en bjergside. Men under skønheden ligger en bane, der pressede Formel 1 til bristepunktet.
Montjuïc Park Circuit snoede sig gennem offentlige parker, forbi det nationale kunstmuseum og langs de olympiske svømmebassiner fra 1929 og var næsten absurd naturskøn. Chaufførerne susede forbi springvand og hovedtrapper med hastigheder på op til 300 km/t, og der var knap nok plads mellem dem og stenvægge eller lygtepæle.
Det var spændende, ja. Men også uforsonlig. Denne bane skræmte rigtige F1-mestre. Jackie Stewart, verdensmester og sikkerhedsforkæmper, kaldte engang Montjuïc for "den smukkeste bane, jeg nogensinde har kørt ... og den mest skræmmende".
I 1975 var Montjuïc Park Circuit blevet lige så kontroversiel, som den var ikonisk. Chaufførerne havde længe slået alarm om sikkerheden, og forud for årets Grand Prix var spændingen stor. Der blev lavet provisoriske løsninger på barrierer, men revnerne (bogstaveligt og metaforisk) var allerede ved at vise sig.
Midtvejs i løbet førte en alvorlig ulykke til flere dødsfald og kvæstelser.
Løbet blev afbrudt tidligt. Inden for 72 timer meddelte Formel 1, at de aldrig ville vende tilbage til Montjuïc. Det, der engang var blevet hyldet som den smukkeste gadebane i verden, blev et højtideligt vendepunkt i racerhistorien, der markerede afslutningen på en æra og begyndelsen på en længe tiltrængt sikkerhedsrevolution.
Start din rejse på Mirador Station, lige ved siden af svævebanen. Herfra går det langsomt nedad gennem banens mest dramatiske sving, der følger bakkens naturlige hældning. Du passerer gennem sektioner, hvor motorer engang skreg, og biler dansede på kanten af trækkraften.
Tag dig god tid, hold pause, hvor du finder rester. Sæt dig ved trapperne, hvor folkemængder engang så legender kæmpe. Rør ved rækværket, hvor Niki Laudas røde Ferrari strejfede metallet i 1974. Slut af på Plaça Espanya, hvor vinderne engang løftede trofæer med hænder, der stadig rystede af adrenalin.
Ja! Mange dele af det oprindelige layout er åbent for fodgængere, især fra Mirador til Plaça Espanya. Hold øje med overlevende barrierer, kantsten og mindesmærker undervejs.
Det bedste sted at starte er Mirador Station via Montjuïc Cable Car. Derfra kan du gå ruten ned ad bakke og følge løbet baglæns med en fantastisk udsigt.
Nej, svævebanen var ikke en del af løbets infrastruktur. Men det giver en unik luftudsigt over banen og er den nemmeste måde at nå vigtige udsigtspunkter som Mirador Corner.
Grand Prix'et i 1975 blev skæmmet af en tragisk ulykke, der kostede flere mennesker livet. Efter mange års sikkerhedshensyn blev løbet opgivet midtvejs, og F1 trak sig permanent tilbage fra Montjuïc.