Antoni Gaudís Sagrada Familia: Historien bag hans livs største værk

Gaudí sagde som bekendt: "Intet er opfundet, for det er skrevet i naturen først." Han mente, at naturen var Guds bedste arkitekt, og studerede muslingeskallernes spiraler og bikubernes bikagestruktur for at skabe søjler, der delte sig som trægrene for at støtte loftet og efterligne et skovdække. Selv spillet af naturligt lys gennem vinduer med glasmosaikker skulle fremkalde fornemmelsen af sollys, der strømmer gennem blade.

Det var ikke bare biomimik, det var teologi i praksis. Gaudí var dybt religiøs, og han så den naturlige verden som en afspejling af det guddommelige. Hver eneste matematiske kurve og organiske form var for ham en spirituel gestus. Derfor afspejler basilikaens layout den kristne kosmologi; de tre hovedfacader repræsenterer Kristi fødsel, lidenskab og herlighed, de 12 klokketårne repræsenterer de 12 apostle, og de høje centrale tårne repræsenterer Jesus, Maria og de fire evangelister.

Selv om Gaudí ikke havde nogen formel uddannelse i ingeniørkunst, var han en instinktiv matematiker. Han brugte kompleks geometri til at løse praktiske problemer, samtidig med at han skabte æstetiske vidundere. Han byggede tyngdekraftsbaserede hængende modeller med snor og vægte for at simulere buer og spændinger. Vend modellen på hovedet, og den afslører den ideelle bærende struktur. Ingen computere - kun fysik og et visionært sind.